Se billederne: Syv-årig pige indlagt med ny type fugleinfluenza

Skrevet af Michael Lauritsen

13/04/2013

Dagens topnyheder

En pige på blot syv år ligger på hospitalet i Beijing. Hun er smittet med den nye type fugleinfluenza, H7N9. Det er det første tilfælde af den nye type, der er registreret i den kinesiske hovedstad.

Det beretter det kinesiske nyhedsbureaue Xinhua.

Pigen ligger til observation, og Ifølge de lokale sundhedsmyndigheder er hendes tilstand stabil. Det er uklart, hvordan hun er blevet smittet.

To personer, der har haft tæt kontakt med den lille pige, har indtil videre ikke haft symptomer.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Med den syv-årige pige er 43 personer i Kina er foreløbig smittet med H7N9. I alle tilfælde - med undtagelse af pigen i Beijing - er det sket i den østlige del af landet. 11 personer har mistet livet, siden det første tilfælde af sygdommen i marts måned.

Den nye virus har udløst frygt for en dødelig pandemi. Men, ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO, er der intet tegn på, at virusset overføres mellem mennesker.

Enkelte fjerkræ på markeder er testet positive for H7N9, men der tages ingen chancer.

Fredag i sidste uge blev 20.000 duer, ænder, gæs og høns i Kinas mest folkerige by, Shanghai, slagtet. 

USAs folkesundhedsinstitut arbejder på at fremstille en vaccine mod den nye virus.