Se billederne: Zenit lammetævede FC Nordsjælland

De danske vicemestre sparkes dermed ud af Champions League-kvalifikationen med sammenlagt 0-6.

Zenits hjemmebane, Petrovsky Stadion, ligger på en lille ø i floden Neva, og det var derfor passende, at det ene angreb efter det andet både flød og bølgede ned mod FCN-keeper Martin Hansens mål i kampens indledning.

Både Roman Shirokov, Aleksandr Bukharov og Danny havde store muligheder for at bringe hjemmeholdet foran i kampens indledning, hvor danskerne var yderst heldige med ikke at være bagud med både et og to mål.

Men FCN holdt stand. I hvert fald for en stund. Kasper Hjulmands hold kæmpede sig op til overfladen efter et kvarters spil, men det lykkedes blot at træde vande i ti minutter, før den helt store dukkert kom.

Efter 26 minutters spil slap Roman Shirokov fri af en højt placeret FCN-bagkæde, og midtbanespilleren udnyttede køligt sin friløber til en 1-0-føring til Zenit og en dertilhørende uoverkommelig opgave for FC Nordsjælland. For herfra var det reelt slut.

FCN holdt Zenits føring på 1-0 indtil pausen, men efter isteen var drukket i den russiske sommerhede gik det galt for danskerne, der også i Superligaen har det mere end svært for tiden.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Brølstærke Hulk åbnede ydmygelsen i 2. halvleg med en fremragende individuel scoring, og herefter gik det stærkt. Efter en times spil øgede portugisiske Danny til 3-0 på et hovedstød fra kort afstand. Her viste FCN-defensiven for første gang tydelige tegn på opløsning, og dén tendens fortsatte.

Efter Mario Ticinovic kort forinden havde misbrugt FCNs største mulighed i kampen, bankede indskiftede Andrey Arshavin endnu et søm i Farum-holdets kiste med sin scoring til 4-0. Rystende usikkert forsvarsspil var endnu engang den store synder, da den tidligere Arsenal-spiller fik lov at løbe alene igennem.

Mod kampens slutning fik FCN-defensiven hjælp til at løfte skurkerollen, da Zenits Luis Nieto tog hånden til hjælp i eget straffesparksfelt. Dommen var klar. Straffespark og rødt kort til midterforsvareren. FCN kan på ingen måde give 'stolpe ud' skylden for det samlede nederlag, men i forbindelse med straffesparket var danskerne uheldige. Anfører Nicolai Stokholm ramte netop stolpen, og FCN fik ikke dét reduceringsmål, der kunne have reddet en brøkdel af æren.

Dén ære fik endnu en dyb ridse i overtiden, da et forsvar i komplet opløsning lod Roman Shirokov score for anden gang til slutresultatet 5-0.    

Kampen i Farum i sidste uge havde gode takter, mens opgøret i Skt. Petersborg havde det komplet modsatte. Nu venter to kampe om en plads i Europa Leagues gruppespil på et slagent FC Nordsjælland-hold.

Se billederne nedenunder.....

 

 

 

 

Dagens Gossip