Se den romantiske video: René friede på havets bund

Skrevet af Lotte Sørensen

28/10/2013

Dagens topnyheder

Katharina Nordbjerg Nielsens drøm gik i opfyldelse, da kæresten René Schumacher Kristensen i sidste uge friede til hende på havets bund under en ferie i Thailand.

Parret fra Roskilde var på ferie med deres datter Emily på halvandet år og resten af den nærmeste familie. René har dykkercertifikat, og Katharina havde haft et enkelt prøvedyk, da han foreslog, at de tog på en tur uden resten af familien.

Læs også: Derfor knalder så få på bryllupsnatten

Hvad hun ikke vidste var, at han sammen med dykkerinstruktøren og en fotograf havde arrangeret et storslået frieri.

- Jeg har presset sådan rimeligt på, da vi har en datter, og en vennekreds, hvor flere er begyndt at blive gift og få børn. Men jeg var ikke klar over, at det var dér, det skulle ske, siger en glad og jetlagget Katharina til Dagens.dk.

Og René vidste godt, at han ikke kunne spise kæresten af med et frieri over aftensmaden. Det skulle være noget ganske særligt.

I videoen nederst kan du se, hvordan René Schumacher Kristensen holder et banner op, hvor der står "Katharina, vil du gifte dig med mig?". Katharina Nordbjerg Nielsen er tydeligt overrasket. Hun laver et O med sine fingre, hvilket betyder ok. Det ser René dog ikke, så hun vender tommelfingren opad, selvom det betyder, at man vil op til overfladen.

Læs også: En svær beslutning: Amalie har sat sin brudekjole til salg på Facebook

- Jeg brugte det meste af ilten på frieriet. Jeg går lidt i stå og prøver bare at kontrollere vejrtrækningen, siger Katharina.

Frieriet var dog nær ikke blevet til noget, fordi dykkerinstruktøreren var nervøs for, om noget skulle gå galt, hvis hun f.eks. begyndte at hyperventilere. Derfor gjorde de det på kun ca. ti meters dybde, så de hurtigt kunne komme op til overfladen, hvis det blev nødvendigt.

Katharina og René skal nu til at planlægge brylluppet, som de håber kan blive inden René 30 års fødselsdag i august næste år.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med