Se forskellen: Betaler kvinder virkelig mere for produkter end mænd?

Kvinder tjener mindre end mænd. Der er færre kvindelige ledere end mænd. Og nu viser det sig, at kvinder også betaler langt mere for plejeprodukter, end mænd gør.

Dagens.dk har foretaget en lille markedsundersøgelse af syv tilfældigt udvalgte plejeprodukter hos Coop og Matas. Den viser, at kvinder betaler langt mere for plejeprodukter, end mændene gør.

- Man skal se sig godt for og måske endda som kvinde gå på opdagelse i mande-hylderne, for en hårbund er altså en hårbund, og hud er hud. Man skal som forbruger huske at være kritisk, fortæller forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen, til dagens.dk.

Hun uddyber, at der i mange årtier har været et marked for plejeprodukter til kvinder, mens det er nyt for mændene. Og det afspejler prisen.

- Og så har kvinder et højere budget til den slags. Jeg tror, de bruger væsentligt flere penge på plejeprodukter, end mænd gør, siger Ann Lehmann Erichsen.

Det er livsstilekspert, Anne Glad, der er kendt fra Kender Du Typen, enig i og uddyber:

- Kvinder er i højere grad til salg for en historiefortælling om produktet. For dem får produktet en merværdi, hvis det har en historie med sig, som de kan fortælle videre, siger hun til dagens.dk.

På den måde føler kvinder, de bliver mere værd, hvis de for eksempel tror på, at blåbær i et produkt er godt for dem.

- Mænd føler ikke, de bygger ekstra på deres personlighed og identitet, når de køber plejeprodukter. Det gør kvinderne, fortæller Anne Glad.

Matas er en af de kæder i landet, der sælger flest plejeprodukter. Og koncernen lægger sig i slipstrømmen af eksperterne.

- Vi oplever, at kvinderne efterspørger mere komplekse produkter med flere aktive stoffer, mens de fleste mænd efterspørger nogle mere enkle ting. Og det er klart, at man så udbyder to væsentligt forskellige produkter, der har forskellig pris, fortæller informations- og miljøchef hos Matas, Henrik Engberg Johannsen, til dagens.dk.

Han mener, det er svært at sammenligne priserne på plejeprodukter til mænd og kvinder, fordi deres indhold afviger fra hinanden på væsentlige områder.

Prisen på et plejeprodukt bestemmes aldrig af producenten, men af forhandleren. 

Her kan du se eksemplet på syv plejeprodukter, der er dyrere til kvinder. Alle er taget fra den bløde mellemklasse og repræsenterer derfor et gennemsnitligt niveau.

Dagens Gossip