Se fotos: Så har Aarhus fået sit eget cyklende politi

Borgerne i Aarhus skal vænne sig til at de lokale betjente nu også rykker ud på cykel.

Det er nemlig Østjyllands Politi, der nu har taget en helt ny form for patruljevogne i brug.

De har kun to hjul, intet tag over hovedet og ingen motor, men til gengæld kan de stort set køre overalt.

Så hvis du oplever at blive overhalet af et par politibetjente på cykler i Aarhus midtby, så er det ikke fordi, de er på vej hjem fra arbejde, de er faktisk på arbejde.

To af betjentene i beredskabet i Aarhus har nemlig ladet bilen stå og er i stedet hoppet på cyklerne.

- Vi kan køre rundt de steder, hvor patruljebilerne kommer til kort. Det kan være på de små stisystemer, på det ensrettede veje eller på strøget, hvor vi hurtigt kan sætte efter en eventuel gerningsmand, siger politiassistent Tim Christian Jensen.

Han har sammen med makkeren, politiassistent Thomas Hougaard Andersen, taget initiativet til det nye cykelpoliti, efter inspiration fra Københavns Politi, der de seneste år har haft cykelpoliti i midtbyen.

De to politiassistenter kommer sammen til at udgøre det faste team på de nye mountainbikes i beredskabet i Aarhus.

En af tankerne bag cykelpolitiet er også at gøre politiet mere synligt i gadebilledet, og at betjentene kan komme tættere på borgerne.

- Det er vigtigt, at der ikke altid er en bildør mellem borgere og politiet. Folk vil få et helt andet forhold til os, når vi kører rundt på cykel i byen, end når vi sidder bag bilruden, siger politiassistent Tim Christian Jensen, der dog erkender, at cyklerne også har sine begrænsninger.

- Vi kan nok næppe slippe af sted med at transportere en anholdt ind til politigården på vores bagagebærer, så der vil vi være afhængige af assistance fra vores kollegaer på fire hjul. Men det er jo ikke anderledes end for vores motorcykelbetjente, siger han.

Forsøget med at indføre cykelpoliti i det daglige beredskab i Aarhus er netop sat i søen og kører i første omgang hen over sommeren.

Leder af beredskabet i Aarhus, vicepolitiinspektør Michael Henningsen, lægger ikke skjul på, at han forventer sig store ting af sine nye cykelbetjente.

- Der vil være mange opgaver, som de faktisk vil kunne varetage bedre end vores almindelige patruljer, især i midtbyen. Og så får de også en helt unik kontakt til borgerne. Så jeg synes, det giver rigtig god mening, at vi nu prøver det af, siger Michael Henningsen.

Forsøget med cykelpolitiet skal evalueres til efteråret, før der tages stilling til, om det skal fortsætte permanent i sommerhalvåret.

Dagens Gossip