Se hvor stort Danmarks underskud er

Den økonomiske krise og forsøgene på at få gang i væksten kommer til at give statskassen underskud i år og næste år. I alt 118 milliarder kroner vil underskuddet lyde på.

Det forventer regeringen i Økonomisk Redegørelse, og det er grunden til, at der ikke er plads til nye store offentlige investeringer for at få gang i økonomien, lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Der er et lille manøvrerum, men det er ikke særlig stort. Det er ikke tillidsskabende, hvis vi sparker bunden ud af underskuddet, siger Margrethe Vestager.

I år bliver det offentlige underskud omkring 72 milliarder kroner, hvilket svarer til næsten fire procent af BNP, og dermed er Danmark i år på kant med EU's anbefalinger.

Det store underskud skyldes blandt andet, at regeringen valgte at udbetale 28,5 milliarder kroner i efterlønsbidrag for at få gang i forbruget.

Danmark har fået en henstilling fra EU-kommissionen om at bringe underskuddet ned under tre procent af BNP senest i 2013.

Og det mål opfylder regeringen næste år i følge sine egne forventninger, som lyder på et underskud på 46 milliarder kroner næste år. Det svaret til 2,5 procent af BNP, og dermed skal Margrethe Vestager ikke til at stå skoleret for EU-kommissionen næste år.

Ifølge Margrethe Vestager vil det skabe tillid til dansk økonomi - en tillid, som hun håber breder sig til de danske forbrugere og virksomheder.

- Der er pumpet penge ud, men forbrugere og virksomheder bruger dem ikke.

- Vi forsøger at skabe tillid og tryghed til dansk økonomi. Det skal der til, før forbrugere og virksomheder er klar til at sende deres penge ud at arbejde, siger Margrethe Vestager.

Hun vil ikke sætte gang i økonomien i 2013 ved større offentlige investeringer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip