Se hvor wonderful Stevie var på Roskilde

Skrevet af admin

07/07/2014

Dagens topnyheder

Bagkataloget var uden tvivl i orden, men udførelsen delte vandene hos de anmeldere, der har sat ord på Stevie Wonders koncert søndag aften på Roskilde Festival.

Nogle var meget begejstrede, mens andre havde sværere ved at lade sig henrykke på festivalens sidste aften.

Den amerikanske soulveteran får kun tre stjerner for sin performance af både Ekstra Bladet og Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Mesterens musikalitet kunne man kun skimte i glimt i løbet af koncertens 100 minutter, og som hele hans udtryk savnede stemmen den overjordiske kvalitet, der kendetegnede Wonders gyldne periode i 1970"erne. Det er længe siden, skriver Ekstra Bladet.

Jyllands-Postens anmelder hæftede sig ved, at koncerten blev afviklet noget hakkende.

- Hans koncert var en alt for rodet og udynamisk tålmodighedstest, der undervejs ligefrem tangerede et decideret sammenbrud, skriver avisen.

Politiken tildelte den 64-årige musikers optræden fire hjerter og bifaldt hans "smittende humør" og "en stærk vokalpræstation, men kritiserede Wonder for at gå efter de nemme mål i sit sangvalg.

- Alle hans søde ord, gode intentioner og brillante musik til trods, så har han også skrevet nogle sange, der er mere Giro 413 end Motown.

Berlingske svang sig til gengæld op på fem stjerner af seks mulige, og BT uddelte topkarakteren seks stjerner.

Anmelderen sammenligner Wonders optræden med en gospelkoncert, som et veloplagt publikum villigt deltog i.

- Pastor Steve har sine melodier, sine tekster, som koret i Smatten kender overraskende godt. Han har sin soul, han har sin funk og snart er verdens måske første orange gospelgudstjeneste i gang, hedder det.

/ritzau/