Kære Venstremedlem
Først og fremmest tak til de 1.500, der deltog i sidste weekends landsmøde, og de 350, der fulgte med via live streaming. Landsmødet blev et stærkt vidnesbyrd om, at der er masser af engagement, kampkraft og opbakning til vores politiske linje: Det er vigtigere at investere i private arbejdspladser end at gøre verdens største offentlige sektor større.
Derfor skal det kunne betale sig at arbejde, så færre er under passiv forsørgelse. 800.000 voksne danskere på passiv forsørgelse er ganske enkelt for mange.
Det er Venstres politiske dagsorden. Vi er danskernes parti – og vi tager deres parti!
I ugen, der er gået, har der så været en stribe pressehistorier knyttet til mig, som har bragt Venstre i
modvind. Det er naturligvis mit ansvar. Det beklager jeg.
Der er mange politiske kræfter, der presser på, og jeg ved, at I bliver mødt med mange spørgsmål. Så lad mig derfor gøre nogle ting klart:
* Sko til 2.000 kr.
Mit kluntede forsøg på ”at slippe gækken løs”, som formanden for Folketinget havde opfordret til, faldt mildest talt uheldigt ud. Det er blevet udlagt som om, jeg ikke mener, at 2.000 kr. er ”noget værd”.
Selvfølgelig er de det! Men for mange mennesker er 2.000 kr. om måneden ikke meget for at stå tidligt op, smøre madpakke, side i kø og arbejde hele dagen – frem for at lade være.
Jeg synes ikke, det er rimeligt, at 330.000 danskere (ifølge regeringen selv) kun har en forholdsvis lille økonomisk gevinst ved at arbejde. Og det er da helt urimeligt, at 57.000 danskere har mindre end 1.000 kr. ud af det, og at 14.000 ligefrem sætter penge til på det.
Det skal kunne betale sig at arbejde. Og det er derfor, vi ønsker et nyt, moderne kontanthjælpsloft og målrettede lettelser af skatten på de lave indkomster.
* Skattesagen og det anonyme brev.
Offentligheden er – helt naturligt – meget interesseret i den såkaldte skattesag og senest det anonyme brev. Når jeg ikke vil kommentere på de mange spørgsmål, skyldes det ene og alene, at det efter min mening er rigtigst, at sagen håndteres af den nedsatte undersøgelseskommission, der har en dommer i spidsen.
Kommissionen er nedsat med vores aktive støtte, den arbejder i fuld offentlighed og bør – som praksis er – have ro til at færdiggøre sit seriøse arbejde. Alt andet ville være respektløst.
Når den endelige beretning er klar, vil jeg og Venstre naturligvis forholde os til konklusionerne. Indtil da må alle væbne sig med tålmodighed.
* Rejserne
Global Green Growth Institute (GGGI) er oprindelig en koreansk organisation etableret på initiativ af den tidligere koreanske præsident. I efteråret sidste år blev den omdannet til en traktatbaseret international organisation med nu 20 medlemslande, heriblandt Danmark, som aktuelt bidrager med ca. 10 % af budgettet.
På opfordring fra præsident Lee Myung-bak, og med støtte fra den danske regering, overtog jeg sidste år formandskabet efter den tidligere koreanske premierminister Han Seung-soo. Du kan læse mere om GGGI på www.GGGI.org.
Jeg har siden 23. oktober 2012, hvor der var stiftende møde i den internationale organisation, arbejdet med en strømlining af GGGI, så den møder internationale standarder.
Det har været stærkt påkrævet på en lang række områder, og det er i øvrigt sket i et tæt og godt samarbejde med den danske regering ved udviklingsminister Christian Friis Bach og ambassadør Peter Lysholt Hansen, som i samme periode har haft
formandskabet for organisationens revisions- og finansudvalg.
Som led heri vil jeg forelægge en ny og”mere europæisk” rejsepolitik – som i praksis har været håndhævet siden sommer – til bestyrelsens godkendelse på næste møde i december.
Rejsepolitikken betyder, at jeg rejser på de vilkår, der f.eks. også er gældende for danske ministre.
Og ja, jeg har flere gange rejst på 1. klasse som formand for GGGI, som min forgænger i jobbet gjorde det. Det gør jeg ikke mere, og jeg fløj sidste gang på 1. klasse den 11. juni – og ikke i september, som nogle medier har hævdet.
Altså længe før den danske presse begyndte at interessere sig for sagen. Burde jeg have taget initiativ til at ændre reglerne før? Ja, det burde jeg.
***
Jeg håber, at ovenstående kan afklare nogle af de spørgsmål, som jeg ved, fylder meget i disse dage – og i nogen grad skygger for Venstres politiske arbejde. Men jeg bilder mig ikke ind, at der ikke dukker flere op.
Mon ikke det næste spørgsmål bliver: Hvor mange penge får han for det? – Bare, så I er forberedte.
Som tidligere statsminister modtager jeg fra udgangen af september 2011 og tre år frem et eftervederlag på aktuelt 1.458.214 kr. om året, som svarer til min oprindelige løn.
Tjener jeg penge i perioden, bliver de modregnet krone for krone. Jeg har altså ingen nettogevinst ud af de lønnede hverv, jeg påtager mig.
Hvert år i oktober gøres der status for de forudgående 12 måneder. Aktuelt har jeg fire lønnede hverv:
1. Folketingsmedlem.
2. Medlemskab af Nationalbankens repræsentantskab.
3. Formandsposten i GGGI. Ulønnet indtil overgangen fra koreansk NGO til IO (international organisation), men i princippet lønnet siden. Honoraret er ca. 20.000 kr. om måneden. Rent administrativt er det dog først iværksat senere.
4. Formandsposten i LøkkeFonden. Oprindelig var det tænkt ulønnet, men jeg modtager et årligt formandshonorar på 30.000 kroner for det arbejde, jeg udfører i egenskab af fondens formand.
Arbejdet omfatter blandt andet afholdelse af foredrag. Mit honorar er fastlagt i forbindelse med indhentning af bindende ligningssvar fra SKAT i samarbejde med fondens revisor.
Fonden har indtil dato haft indtægter vedrørende min foredragsvirksomhed på i alt kr. 372.500 – midler, der alle er gået til fondens alment velgørende arbejde for drenge på kanten.
Disse indtægter er enten modregnet eller modregnes i forbindelse med den årlige opgørelse, som laves i samarbejde med Moderniseringsstyrelsen senere i denne måned.
***
Lige om lidt går kommunalvalgkampen for alvor i gang. Jeg glæder mig til at tage aktivt del i den. Vi har en stor og vigtig opgave foran os med at farve danmarkskortet mere blåt.
Det fortjener Danmark.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
