Se listen: Disse ti danske banker er i overhængende fare

Ti af bankerne er i så store vanskeligheder, at de er i overhængende fare for at måtte dreje nøglen om, viser en omfattende af 79 danske færørske og grønlandske pengeinstitutter, som analysefirmaet Niro Invest har lavet på baggrund af bankernes regnskaber fra 2012, skriver Børsen fredag.

Den kriseramte Vestjysk Bank skiller sig ud fra mængden som absolut bundprop i analysen.

I farezonen finder man også Andelskassen J.A.K., Basisbank, Vordingborg Bank og Hvidbjerg Bank, der indtager de øvrige bundplaceringer.

Sparekassen Faaborg er ifølge analysen det syvende mest risikable pengeinstitut. Der er dog en redning på vej, hvis aktionærerne i banken takker ja til det købstilbud, som blev fremsat af Sparekassen Sjælland tirsdag i denne uge.

Totalbanken, Alm. Brand Bank, Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse og DIBA Bank er de øvrige banker med et risikoindeks på over 500, som ifølge analysen placerer dem i overhængende fare for at havne i alvorlige problemer og i sidste ende være lukningstruede.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Det er bankekspert Nicholas Rohde, der står bag analysen, og han vurderer, at de undersøgte institutter overordnet set har forbedret risikoprofilen, men flere af bundpropperne er stadig i stor fare.

»Pengeinstitutterne i bunden af analysen har det fortsat meget svært og er i fare for at forsvinde fra landkortet som selvstændige pengeinstitutter,« siger han.

Analysen peger på, at landets pengeinstitutter generelt fortsætter med at have store tab og alvorlige indtjeningsproblemer.

»De undersøgte institutter opnåede et samlet resultat efter skat på 4,7 milliarder kroner, med en samlet egenkapital på 268 milliarder kroner ved udgangen af 2012 svarer det til en egenkapitalforrentning på mindre end 2 procent. Sektoren er med andre ord fortsat langt fra en tilfredsstillende forrentning af egenkapitalen,« siger Nicholas Rohde til Børsen.

Listen toppes af Rønde og Omegns Sparekasse, PenSam Bank og på tredjepladsen Frørup Andelskasse.

Dagens Gossip