Se listen: Trusler og angreb mod aviser

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

En fotograf på den franske avis Liberation blev mandag livsfarligt såret, da en ukendt mand trængte ind og skød på bladets redaktion i Paris.

Her er flere eksempler på angreb og trusler mod aviser i Europa:

Den satiriske, franske avis Charlie Hebdo blev i november 2011 udsat for et brandattentat, efter at avisen havde trykt en forside med profeten Muhammed.

Morgenavisen Jyllands-Posten har været udsat for en del trusler, og politiet har blandt andet afværget et planlagt angreb på avisens redaktion i København. I 2010 blev flere mistænkte anholdt for at ville udføre en terrorhandling mod avisen.

Nytårsdag 2010 blev Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard angrebet i sit hjem. Tegneren gemte sig i et sikret rum, og fysisk kom han ikke noget til.

Den svenske avis Östgöta Correspondenten blev tidligere i år truet af to mænd, som krævede en artikel fjernet fra avisens hjemmeside. Efterfølgende modtog avisen skriftlige trusler.

/ritzau/TT