Se og Hørs tys-tys-kilde får nej til navneforbud

Den såkaldte tys tys-kilde, der ifølge politiets sigtelse systematisk skal have udleveret cpr-numre og kreditkortoplysninger om kendte, folkevalgte og kongelige til ugebladet Se og Hør, fik fredag nej af Retten i Glostrup til at blive beskyttet af navneforbud i medierne.

Det skriver tv2.dk.

- Jeg tager ikke anmodningen om navneforbud til følge, lød det efter en kort betænkningstid fra dommeren, der henviste til omstændighederne omkring sigtelsens grovhed og den meget betydelige mediebevågenhed og samfundsmæssige interesse i sagen om Se og Hør.

Det betyder, at selvom de fleste medier har fravalgt at gøre det, er det fuldt lovligt at nævne den 45-årige it-specialist ved navn, hvilket Ekstra Bladet da også allerede har gjort på sin forside og i en række artikler.

Den 45-årige it-specialist var ikke selv mødt op i retten og nægter sig ifølge sin forsvarer skyldig - ligesom forsvaret har kæret byrettens kendelse om ikke at beskytte it-specialisten med et navneforbud til landsretten, skriver tv2.dk.

Siden Se og Hør-sagen begyndte at rulle, har it-specialisten ikke udtalt sig i medierne. TV2 har flere gange anmodet om et interview - uden at få svar på forespørgslerne.

Retten afviste at beskytte it-specialisten samme dag, som udgiverdirektør på Aller og tidligere konstitueret chefredaktør på Se og Hør Per Ingdal trak sig fra sin stilling og samtidig fortalte, at han kendte til tys-tys-kilden.

It-specialisten var ansat hos IBM, hvor han udførte opgaver for PBS, der senere blev til Nets. Det gav ham adgang til kreditkortoplysninger om de kendte og kongelige, som han solgte til Se og Hør.

Da sagen i slutningen af april kom frem, blev han hjemsendt fra sit konsulentjob i Nordea og er siden blevet sigtet af politiet i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip