Se om du tjener mere end eller mindre end gennemsnittet

Skrevet af admin

05/12/2014

Dagens topnyheder

Den gennemsnitlige lønmodtager på det danske arbejdsmarked tjente 245 kroner i timen i 2013. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Hver fjerde lønmodtager falder måske ikke helt i svime, når lønsedlen dumper ind ad døren. For netop 25 procent tjener mindre end 183 kroner i timen og kan dermed ifølge Danmarks Statistik defineres som lavtlønnede.

Halvdelen af lønmodtagerne ligger i midtergruppen med en timeløn på mellem 183 og 273 kroner. De resterende 25 procent er højtlønnede og får mere end 273 kroner i timen.

Statistikken taler sit tydelige sprog, når det handler om, hvem der tjener mest: Uddannelse betaler sig, hvis man gerne vil have en høj løn.

Omkring 69 procent med en lang videregående uddannelse hører til blandt de højtlønnede, mens det samme gælder omkring 83 procent af de lønmodtagere, der har en forskeruddannelse. Det viser opgørelsen, som bygger på lønmodtagere over 29 år.

Modsat er 44 procent af dem, der har grundskolen som eneste uddannelse, lavtlønnede.

Blandt uddannelserne er de såkaldt erhvervsfaglige uddannelser, der for eksempel dækker over håndværksfag som murer og tømrer, som har den højeste andel af lavtlønnede med lidt mere end 26 procent.

Opgørelsen over timelønningerne bygger på den betaling, som en lønmodtager modtager for hver time, som lønmodtageren har aftalt at arbejde til normal sats.

/ritzau/