Se toget blive afsporet her: Var spansk lokofører fartgal?

Samtidig bekræfter officielle kilder, at det var den voldsomme fart, som var skyld i onsdagens ulykke i Galicien, hvor 80 mennesker har mistet livet, og op mod 131 er kvæstet.

Torsdag eftermiddag var der endnu ingen meldinger om, at danskere skulle være involveret i ulykken.

»Vi undersøger sagen, og vi er i direkte kontakt med de spanske myndigheder, der står for oprydningsarbejdet. Og der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om danske tilskadekomne eller omkomne,« bekræfter den danske ambassadør i Madrid, Lone Dencker Wisborg. Det til trods for, at alle kvæstede i ulykken officielt er identificeret.

Fem amerikanere og en brite var blandt de tilskadekomne, og toget havde i alt 247 om bord.

Den spanske avis El País har citeret den ene af de to lokoførere for at have sagt, at han med voldsom fart overskred den 80 kilometers hastighedsbegrænsning, der er i den kurve, hvor ulykken skete. Ifølge avisen indrømmer lokoføreren at have kørt op mod 200 kilometer i timen, som, facebookbilledet måske bekræfter, ikke er første gang.

»Jeg håber, der ikke er nogen døde, for det hviler på min samvittighed,« lyder en tvetydige udtalelse.

De spanske myndigheder efterforsker stadig episoden som en ulykke, men politiet bekræfter altså, at ulykken med al sandsynlighed skyldtes den høje fart.

Den sorte boks, som har registreret centrale data såsom hastighed, kommunikation og eventuelle fejl på toget op til ulykken, er i myndighedernes besiddelse.

Den administrerende direktør i det statsejede togselskab lover, at man hurtigt vil kunne kaste lys over episoden:

»Det vil ikke tage lang tid at bestemme årsagen til ulykken, men det er helt op til dommeren at vurdere sagen,« siger Julio Gómez-Polaar og tilføjer, at toget sidst var blevet sikkerhedsgodkendt onsdag morgen.

Ulykken har rystet hele Spanien, hvor premierminister Mariano Rajoy, som er fra området, aflyste sine aftaler for at besøge ulykkesstedet og de tilskadekomne på byens hospitaler. Provinsen Galicien har annonceret en syv dage lang sørgeperiode, og hele landet sørger officielt for ofrene i tre dage.

Santiago de Compostela ligger i det nordvestlige Spanien og er et populært rejsemål for pilgrimsfarere. Togulykken skete op til årlige religiøse højtideligheder, og alle højtideligheder blev aflyst efter nyhederne om ulykken inklusive den stort anlagte Sankt James-højmesse.

»I dag er en svær dag. I dag har vi gennemlevet en forfærdelig dramatisk ulykke, som jeg frygter, vil hjemsøge os i lang tid. Tro mig, for folk fra Santiago som mig selv, er dette den sørgeligste Sankt James i mit liv,« udtalte præsidenten.

Også den spanske konge og kronprins valgte at aflyse arrangementer torsdag morgen i respekt for de døde og tilskadekomne.

Ulykken bliver betragtet som den værste i Spanien i 40 år.

Advarsel: Voldsomme billeder - her bliver toget afsporet

Dagens Gossip