Se video: Nu skal du betale en femmer for at tisse i skoven

Det er dyrt for Naturstyrelsen at drive tolietterne ude i skoven, og derfor indfører man nu brugerbetaling.

Med andre ord skal skovtursgæster, motionsløbere og andre, der vil bruge toiletterne fremover betale fem kroner for en tur på toilettet.

I første omgang prøver man forsøget af omkring Jægersborg Dyrehave nord for København, og betalingen sker via din mobiltelefon.

Naturstyrelsen har nemlig indledt et forsøg med SMS-betaling for toiletter. Det drejer sig om seks toiletter i området omkring Jægersborg Dyrehave, Springforbi og ved Mikkelborg nord for Rungsted, som man skal betale for at benytte. Prisen er sat til fem kroner.

- Det er en meget stor udgift at rengøre og vedligeholde offentlige toiletter, og vi er interesseret i at afprøve, om betaling kan få økonomien til at hænge sammen, siger skovrider Hans Henrik Christensen fra Naturstyrelsen i Hovedstaden.

Det koster omkring 100.000 kroner om året at holde et af Naturstyrelsens toiletter pæne og i orden. Det er den omkostning, brugerne nu er med til at betale for.

Samtidig med at der indføres betaling, genåbner Naturstyrelsen toilettet på den offentlige p-plads i Hjortekær nordøst for Kongens Lyngby. Det lukkede for tre år siden på grund af økonomiske nedskæringer.

- Nu ser vi, hvordan betalingstoiletterne virker, og hvordan brugerne tager imod dem. Vi vurderer løbende, om ordningen fungerer, og om det er noget, vi skal fortsætte med, siger Hans Henrik Christensen

Sådan gør man
Når man skal ind på toilettet, sender man en SMS med bogstaverne NST efterfulgt af et tal, der afhænger af, hvilket toilet man står ved.

SMS’en sendes til nummeret 1944, og få sekunder efter vil toilettet svare med et bip, og døren går op.

Informationsskilte ved hvert enkelt toilet viser den tekst og det tal, der skal sendes og til hvilket nummer.

Naturstyrelsen har endda også lavet denne video, der viser dig hvordan du betaler når tissetrangen melder sig derude:

Spørgsmålet er så hvordan skovens brugere vil tage imod ordningen.

En bruger har allerede givet sit indspark til betalingsmodellen:

- Godt nok noget af en indtjening i har gang i.... Jeg blev virkelig overrasket da jeg læste at I vil have 5 kr. for at få lov at tisse.... Tror der er mange der i fremtiden vil benytte sig af, at sætte sig bag et træ for at komme af med lidt "vand", skriver Lissie.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip

Dagens TV