Se video: Voldsom togulykke har efterladt Frankrig i chok

Mindst seks mennesker blev dræbt i ulykken, rapporterede medier i de tidlige aftentimer fredag, og der var »snesevis af sårede«, heraf ni personer i stærkt kritisk tilstand, sagde Frankrigs indenrigsminister, Manuel Valls, efter den voldsomme togulykke. Han tilføjede, at »antallet af døde og kvæstede er under konstant udvikling,« og at det desværre formentlig vil stige.

Mange mennesker er sandsynligvis stadig fanget i regionaltogets smadrede vogne og stationens murbrokker, lyder meldinger sent fredag aften fra ulykkesstedet, hvor 300 brandmænd, 20 lægehold og otte helikoptere har været sat ind for at redde de forulykkede passagerers liv. Flere af passagererne har angiveligt fået elektrisk stød.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Årsagen til ulykken er endnu ukendt. Først blev vogn nummer tre og fire afsporet, oplyser de franske myndigheder, hvorefter togets øvrige fire vogne blev afsporet, da toget var på vej ind på stationen.

»Vores vogn begyndte at vride sig. Stykker af skrot begyndte at bryde gennem væggene,« siger en passager ved navn Virginia til den franske avis Le Monde. Hun befandt sig i togets vogn nummer tre, da ulykken skete.

Præsident Francois Hollande, der besøgte ulykkesstedet fredag aften, udtrykte »solidaritet med ofrene«, skriver Le Monde. Ifølge ham er det nu af højeste prioritet at undersøge, hvad der forårsagede ulykken, der fandt sted på en travl rejsedag, en fransk feriedag, hvor et stort antal franskmænd benytter de offentligt ejede regionaltog på strækningen.

Han har derfor iværksat tre undersøgelser, der uafhængigt af hinanden skal klarlægge forløbet op til ulykken; én skal foretages af domstolene, den anden af togselskabet SNCF, og den tredje af Transportministeriet, skriver Le Monde.

Vidner til tog nummer 3657s påkørsel af stationen i Brétigny-sur-Orge og passagerer fra det forulykkede tog løb efter ulykken forvildede rundt på ulykkesstedet.

Vidner fortalte efter ulykken nyhedsbureauet AFP, at ulykkesstedet lignede »en krigszone«. En passager på ulykkestoget beskriver, hvordan vedkommende måtte træde over en afhugget krop for at komme ud af en togvogn, der var væltet om på siden.

»Toget ankom til stationen i høj fart. Det delte sig - af ukendte årsager - i to. En del fortsatte med at rulle, mens den anden del blev ved perronen,« siger et vidne til ulykken.

En lokomotivfører siger til avisen Le Monde, at ulykken sandsynligvis ikke skyldes togets høje hastighed, »da den høje hastighed er standard« på strækningen.

Alle hospitaler i området omkring Paris blev med det samme sat i højt beredskab. I alt blev 192 personer behandlet efter ulykken, siger embedskilder.

Togulykken har forårsaget en psykologisk krisesituation og franskmændene er i chok over ulykken, siger TV2s korrespondent i Frankrig, Lally Hoffmann.

Ulykken i forstadsbyen, der ligger cirka 25 kilometer syd for Paris, er den alvorligste togulykke siden 1988, hvor to toge kørte sammen og 56 mennesker mistede livet på togstationen Gare de Lyon i Paris.

Se video og billeder nedenunder.....

Dagens Gossip

Dagens TV