Se videoen: Ishøj hjælper ledige i akutjob

Send en medarbejder på efteruddannelse og få en næsten gratis vikar. Det er kort fortalt, hvad jobrotationsordningen går ud på.

Regeringen satser på jobrotation som en af de løsninger, der skal redde de mange ledige, der næste år falder ud af dagpengesystemet. I Ishøj mener borgmester Ole Bjørstorp, at det er den helt rigtige vej at gå. Kommunen har netop ansat tre nye medarbejdere i hjemmeplejen, der skal vikariere, mens deres kolleger er på kursus:

- Ordningen er en win-win. Vores medarbejdere bliver opkvalificeret, og ledige der ellers ville ryge ud af dagpengesystemet og havne på kontanthjælp eller måske slet ingenting, bliver tilbudt et ordinært job. De får på den måde mulighed for at vise, hvad de dur til, og det kan bringe dem tættere på et fast arbejde. Vi er gået foran som kommune på dette område, fordi vi gerne vil tage det sociale ansvar på os at hjælpe borgere til at kunne klare sig selv, siger borgmester Ole Bjørstorp.

Et rigtigt arbejde

Ishøj Kommune hjemmepleje får gennem jobrotationsordningen støtte til at få dækket den tabte arbejdskraft, når medarbejdere skal efteruddannes. Støtten udgør cirka170 kroner af timelønnen til en vikar.

Jobrotation adskiller sig fra andre ordninger, der skal hjælpe ledige i arbejde ved, at den ledige får tilbudt en stilling, der svarer til en fastansat stilling og til normal løn. I det konkrete tilfælde har den ene af de nye medarbejdere fået et vikariat på et halvt år, mens de to andre har fået et tre måneders vikariat – alle tre er på fuld tid. Imens de nye medarbejdere vikarierer, gør kommunens sosu-hjælpere, sosu-assistenter og sygeplejersker sig klogere på blandt andet konflikthåndtering og sundhedspædagogik- og formidling.

 

Dagens Gossip

Dagens TV