Seattle booker første plads i NFL-slutspillet

Seattle Seahawks slog natten til tirsdag New Orleans Saints og er som det første hold i NFL klar til slutspillet.

Quarterback Russell Wilson gjorde det fremragende og kastede til tre touchdowns i storsejren på 34-7.

Modstanderne fra New Orleans har ellers også gang i en god sæson. Men det var slet ikke til at se på CenturyLink Field i Seattle, hvor hjemmeholdets forsvar gjorde det svært for gæsternes quarterback Drew Brees at finde sine holdkammerater.

Seattle har nu vundet 11 af holdets 12 kampe og har gode chancer for at få hjemmebanefordel i slutspillet.

Hvis det bliver tilfældet, så må holdet fra det nordvestlige USA betegnes som en af topfavoritterne til at nå superbowl. Seattle har således ikke tabt hjemme på CenturyLink Field siden 2011.

Til trods for de store klø så har New Orleans også gode muligheder for at nå slutspillet efter ni sejre i 12 kampe hidtil i sæsonen.

/ritzau/

Dagens Gossip