Fire år er det siden, popsnedkeren Rasmus Seebach første gang dukkede op på de danske hitlister. Sangen "Engel" gjorde nøjagtig som den storm, der i sidste uge ramte Danmark - den blæste alt omkuld.
Før det var han mest kendt som Tommy Seebachs søn. Nu skulle han pludselig stå på egne ben. Og det har taget nogle år for ham at finde fodfæstet.
Det fortæller den populære sanger i et interview med Newspaq.
- Der er ingen tvivl om, at jeg hviler lidt mere i alt det her tjuhej nu, end jeg gjorde til at starte med.
- Jeg fik et kæmpe hit i 2009, og jeg kan huske, at da det pludselig tog fart, kom det helt bag på mig, da det blev foreslået, at jeg skulle ud og spille koncert. "Hvad mener i", tænkte jeg, fortæller Rasmus Seebach, der på det tidspunkt slet ikke havde tænkt så langt i karriereforløbet.
Nu er Rasmus Seebach klar med album nummer tre. Tingene er gået stærkt. For eksempel kan han kalde sig for Danmarks hurtigst sælgende artist, og hans andet album blev det mest sælgende i landet.
- Det er klart, at jeg lige må nive mig selv i armen og tænke "er det her virkelighed, eller hvad sker der?" Jeg synes jo, at jeg er sindssygt heldig, siger han.
- Jeg føler, at jeg helt klart har fundet min plads, og jeg elsker det, jeg laver, fortæller sangeren.
Men selvom det selvfølgelig er rart, at danskerne gider at købe hans musik, så er der noget, der vægter endnu højere for Seebach.
- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke føles fedt at sidde med en platinplade i hånden. Men den succes kan bare ikke måles med, at der rent faktisk er nogle, der står og græder til ens koncerter, fordi man synger en sørgelig sang, fordi den minder den om en, de har mistet.
- Når det sker, så føler jeg, at det ikke bare er fremmede mennesker, der står til mine koncerter. Jeg føler, at vi rent faktisk har noget sammen, og det er den fedeste følelse i verden, fortæller han.
Overskuddet til at lægge mærke til publikum er noget, Rasmus Seebach har måtte lære sig selv. For når man stiller sig op foran tusindvis af mennesker, kan sommerfuglene i maven mærkes, og i starten kunne det godt tage lidt af Seebachs fokus fra, hvad der skete ude over scenekanten.
- Jeg har altid givet alt, hvad jeg havde til koncerterne, og jeg elsker det, det er ikke det.
- Men jeg kan godt mærke, at nu er jeg nået et sted hen, hvor jeg også kan kigge omkring mig, når jeg står til koncerterne og tænke "fuck hvor er det fedt, det her". I starten var det mere sådan "shit, hvor er der mange mennesker". Så der er kommet en anden ro.
- Dermed ikke sagt, at jeg ikke bliver pisse nervøs, det vil jeg nok altid være. Jeg bliver så spændt lige før, vi skal ud og der står 20.000 og venter. Men nu kan jeg virkelig nyde det, jeg glæder mig til at komme derop og spille, siger han.
Med succesen er der også fulgt en del opmærksomhed - både fra medier og fans. Men Rasmus Seebach har altid vidst, at den opmærksomhed hænger uløseligt sammen med at være hitmager og han har lært at håndtere den.
- Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til. Jeg har det jo med i bagagen. Min far var en kendt person, så jeg vidste godt, hvad det var, jeg sagde ja til.
- Jeg kunne mærke dengang på min far,- og sådan har jeg det også selv nu - at de succesoplevelser man har med mennesker, der virkelig tager ens sange til sig, de er så fede, at det overskygger alt det andet. Selvfølgelig er der en bagside ved konstant at være overvåget, og folk snakker og røven går, havde jeg nær sagt. Men man vænner sig til det, siger sangeren.
- Lige i starten kunne jeg godt bruge energi på at tænke "Åh nej, jeg er blevet Ugens Brandert i Se & Hør, hvad sker der nu? Er jeg færdig? Er det slut?" Men jeg er bare et menneske. Og der er nok andre der har været fulde før mig. Det skal man bare lige vænne sig til at tænke, siger han.
Albummet "Ingen kan love dig i morgen" udkommer mandag den 4. november.
Newspaq
