Seebach og Burhan G fylder hjertet af Odense

Skrevet af Ann Katrine Warren

01/02/2013

Mest læste i dag

Det er to populære ungersvende, der til sommer går på scenen i Kongens Have. Den 24. august giver Rasmus Seebach og Burhan G hver deres koncert under åben himmel i hjertet af Odense.

Seebach er i øjeblikket en af de mest populære musikere herhjemme. Til marts giver han koncert i Arena Fyn, og billetterne var revet væk før nytår. Og i sommer måtte Legoland for første gang nogensinde lukke porten for flere gæster, da han blandt andre skulle optræde til Open Air.



Koncerterne med de unge herrer i Odense løber af stablen kun en uge efter, at Leonard Cohen har optrådt på samme scene i Kongens Have, og JVB glæder sig over at kunne give publikum to store musikalske oplevelser i de smukke omgivelser overfor banegården på kun én uge.



- Kongens Have er på mange måder et unikt spillested. Beliggenheden og transportmulighederne er uovertrufne for tilrejsende gæster og plænen er stor nok til, at alle kan nyde musikken på deres egen måde. På en lun sommeraften i den smukke have glemmer man let, at man befinder sig midt i landets tredjestørste by fortæller Tue Kempf, promotor i JVB Concerts.

Når Rasmus Seebach og Burhan G går på scenen, sker det under afviklingen af Odenses første HC Andersen-festival.