Seerne flygter fra DR's 1864-dramaserie

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Søndag klokken 20 tændte lidt over halvanden million danskere for fjernsynet for at følge med i DR's nye dramaserie "1864". Det er et fald i seertallet på 11,5 procent siden forrige søndag.

Det første afsnit af Ole Bornedals serie om den tabte krig for 150 år siden lagde flot ud med næsten 1,7 millioner seere. Det svarer til 67 procent af alle seere.

Ved andet afsnit holdt danskerne ved - 1.682.000 personer kiggede med - mens kun 1.508.000 havde lyst til at se tredje afsnit, altså 174.000 færre end i forrige uge.

Dermed er serien nede på at have en seerandel på 54 procent - 13 procentpoint færre end ved premieren.

Anmeldelserne efter gårsdagens tredje afsnit er heller ikke prangende, og i bredt omfang bliver den kaldt træg, kedelig, bombastisk og historisk ukorrekt.

Ekstra Bladet giver to stjerner under overskriften "Skandaløst ringe" og skriver blandt andet:

- "1864" befinder sig nu på så lavt et kvalitetsmæssigt niveau, at det nærmer sig en regulær skandale. Ikke mindst, når serien ifølge egen selvforståelse omhandler "et blodbad, der i dag er glemt og kun findes i gamle breve og på mosgroede mindesten".

Jyllands-Posten giver tre stjerner og skriver under overskriften "Stadig kun i gang med et tamt forspil", at der indledningsvist bliver spurgt, hvem der har givet galskaben pænt tøj på:

- Det har Bornedal. Og så sjasker han den til med ekskrementer, (...) subtil er "1864" endnu ikke blevet.

BT bringer to anmeldelser - den første, der er skrevet af avisens egen anmelder, giver fire ud af seks stjerner, mens nummer to, der er forfattet af en historiker, kun giver en enkelt.

"Giv os nu den krig", hedder den første anmeldelse, som savner action i serien, men forsvarer den bombastiske fortælleteknik:

- Måske knækker han (Bornedal, red.) nakken på det, men derfor behøver vi jo ikke at rive hovedet af ham for at have modet til at prøve.

BT's anden anmelder mener, at Bornedal "jokker i spinaten" ved at ændre historiske datoer, navne og steder.

- Det er Bornedals helt store svaghed og vold mod Tom Buk Swientys (forfatter af bøgerne om 1864, red.) fremragende arbejde, skrives der i anmeldelsen.

/ritzau/