Sejlsport: 49'er åbner vejrudfordret VM med bravur

Skrevet af admin

10/02/2016

Dagens topnyheder

Grundet dårligt vejr måtte de fleste sejladser på førstedagen af VM i Clearwater, Florida aflyses, men i en af dem, som blev gennemført, endte det med dansk sejr.

I 49'er-klassen kom den danske båd med Jonas Warrer og Anders Thomsen først over den virtuelle målstreg. Dermed har danskerne taget fronten i VM-stillingen.

Det var dog på ingen måde en problemfri sejr.

Undervejs faldt Jonas Warrer i vandet, hvor han i et godt stykke blev slæbt efter båden hængende fast i trapezen, oplyser sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, til Politiken.

Det lykkedes ham at komme om bord igen og styre båden til sejr sammen med Anders Thomsen i den første af 20 sejladser.

Resten af de planlagte sejladser i klassen tirsdag amerikansk tid måtte aflyses på grund af det dårlige vejr.

Det bliver efter alt at dømme også duoen med Warrer og Thomsen, som skal repræsentere Danmark ved OL. Jonas Warrer har tidligere vundet OL-guld, da han sammen med Martin Kirketerp vandt i 2008 i Beijing.

I bådklassen Nacra 17 blev der også afviklet en enkelt sejlads, men her var det med et fattigt dansk udbytte.

Lin Cenholt Christiansen og Christian Peter Lübeck blev bedst placeret af tre danske både på en beskeden 22.-plads.

/ritzau/