Sejr giver Kildemand sult efter flere triumfer

Skrevet af admin

09/08/2015

Mest læste i dag

Efter et dramatisk speedway-grandprix i Horsens lørdag aften endte det i dansk triumf, da Peter Kildemand vandt sit første grandprix i karrieren.

I finalen besejrede han Matej Zagar og landsmanden Michael Jepsen Jensen, mens den VM-førende brite Tai Woffinden blev udelukket, da han kørte Kildemand af banen i den første start.

Men danskeren kom på cyklen igen og kørte karrierens største triumf hjem.

- Det er kæmpe stort. Nu har jeg kørt en del grandprixer og har været i finalen stort set hver gang, så det er fantastisk endelig at vinde. Og så at gøre det på hjemmebane gør det ikke mindre fantastisk, siger Peter Kildemand til Ritzau efter sejren.

Og følelsen af sejr er ikke overraskende sød, så nu skal der jagtes flere triumfer.

- Det er det, man vil. Det er det, jeg træner for hver eneste dag, så den følelse vil man jo bare køre videre med. Så jeg skal bare arbejde for at få flere sejre, lyder det fra vinderen.

- Jeg skal i alle de finaler, jeg overhovedet kan komme, for i finalerne kan alt ske.

Peter Kildemand styrtede hele tre gange i løbet af grandprixet i Horsens, hvor han selv blev udelukket fra et heat i første tilfælde.

I finalen var det så konkurrenten Tai Woffinden, som blev udelukket fra omstarten, og Peter Kildemand er glad for, at det ikke var ham, der skulle misse omstarten i finalen.

- Det er altid hårdt. Jeg var nede et par gange, så det var en hård aften, og på den måde er jeg også temmelig glad for, det ikke var mig, der blev udelukket i finalen, siger den danske speedwaykører.

Der bliver imidlertid ikke meget fejring af triumfen, for nye opgaver venter allerede søndag.

- Jeg skal køre i Polen i morgen, så det bliver meget stille og roligt. Der bliver ikke noget alkohol. Jeg skal på en flyver tidligt søndag, smågriner Kildemand.

/ritzau/