Sejr til Dortmund: Gladbach-selvmål stopper klubrekord

Et vildt selvmål af Borussia Mönchengladbachs tyske landsholdsspiller Christoph Kramer blev udslagsgivende, da holdet søndag tabte 0-1 på udebane til Borussia Dortmund.

Den pudsige episode fandt sted efter en times spil, da gæsterne fra Mönchengladbach kørte bolden rundt i de bageste rækker.

Christoph Kramer, der i sommer var med til at vinde VM med Tyskland, besluttede at spille bolden tilbage til målmand Yann Sommer, men midtbanespilleren fik alt for meget luft under bolden, så den gik i en stor bue over keeperen til 1-0.

Kramer måtte i VM-finalen mod Argentina lade sig udskifte med en hjernerystelse, og man kan næsten forestille sig, at mange nu vil mene, at han endnu ikke er kommet sig.

Borussia Mönchengladbach var i gang med klubbens bedste sæsonstart nogensinde med 18 kampe uden nederlag, men stimen er nu slut.

Kriseramte Borussia Dortmund gjorde kampen igennem alt for at få sæsonens kun tredje sejr i Bundesligaen, hvor holdet takket være Werder Bremens sejr lørdag var dumpet ned på sidstepladsen.

Sejren over Gladbach betyder, at Jürgen Klopps mandskab lige nøjagtigt kravler over nedrykningsstregen på en bedre målscore end Bremen.

Mönchengladbach indtager ligaens tredjeplads - syv point efter topholdet fra Bayern München.

/ritzau/

Dagens Gossip