Seks af ti skotter vil nu løsrive sig fra Storbritannien

Skrevet af admin

26/06/2016

Dagens topnyheder

Næsten 60 procent af alle skotter bakker nu op om, at Skotland løsriver sig fra Storbritannien og bliver selvstændige.

Det viser en meningsmåling, som avisen The Sunday Post har fået lavet, efter at et flertal af briterne torsdag stemte for at forlade EU-samarbejdet, skriver Reuters.

I Skotland var der i alle valgkredse flertal for, at briterne skulle blive i EU-samarbejdet.

Ifølge målingen siger 59 procent af de adspurgte i målingen, at de ønsker et selvstændigt Skotland, der ikke er en del af Storbritannien.

Det er væsentligt højere end de 45 procent af vælgerne, der ved en folkeafstemning i 2014 stemte for uafhængighed, hvilket medførte, at Skotland forblev en del af Storbritannien.

Og en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed er i høj grad på bordet, sagde den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, lørdag.

- Vi enedes om at indlede diskussioner omgående med EU's institutioner og øvrige EU-medlemslande for at undersøge alle muligheder for at beskytte Skotlands plads i EU, sagde hun ifølge BBC.

Et flertal på 62 procent af de skotske vælgere stemte torsdag for at forblive medlem af EU, mens kun 48 procent af befolkningen i hele Storbritannien stemte det samme.

/ritzau/