Seks amerikanske soldater dræbt i Afghanistan

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Ved et helikopterstyrt i det sydlige Afghanistan er seks Nato-soldater blevet dræbt.

Det meddeler Nato, som oplyser, at alle dræbte er amerikanere.

Der er tale om det største dødstal blandt Nato-soldater ved en enkelt episode i måneder.

- Vi er ved at undersøge årsagen til styrtet. De første undersøgelser siger, at der ikke var fjendtlig aktivitet i området på ulykkestidspunktet, hedder det i en Nato-erklæring.

Helikopteren styrtede ned i Zabul-provinsen i det sydlige Afghanistan.

En talsmand for Taliban sagde umiddelbart efter styrtet på Twitter, at Taliban-militsen havde skudt en helikopter ned i netop Zabul.

Dog har Taliban ofte taget skylden for ulykker, som militsen ikke har været involveret i.

Flyulykker eller nedskydninger er ikke sjældne i det bjergrige Afghanistan.

Den værste episode indtraf i august 2011, da Taliban skød en kæmpe transporthelikopter ned.

Alle 38 ombordværende blev dræbt, herunder 25 amerikanske elitesoldater.

Der er i øjeblikket omkring 84.000 soldater i den styrke, der ledes af Nato. 60.000 af dem er amerikanere.

Det er planen, at alle kampsoldater skal være ude ved udgangen af 2014, hvorefter Nato kun skal have et mindre antal støttetropper, der blandt andet skal træne afghanske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/Reuters