Seks anholdt i sag om 1,4 kilo hash

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Politiet har anholdt yderligere seks personer i en omfattende sag om organiseret handel med og indsmugling af hash.

Det drejer sig om fire mænd og to kvinder i alderen 29 til 56 år, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen handler om indsmugling af i alt 1,4 ton hash. I forvejen er 13 personer, der blev anholdt i fredags, varetægtsfængslet.

- Det her en endnu et skridt på vejen til at optrevle et velorganiseret kriminelt netværk, der efter politiets opfattelse har indsmuglet store mængder narkotika til Danmark.

- Vi håber hermed, at vi har sat en stopper for denne organisation og deres kriminelle gerninger, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra politiets særlige bandeenhed Task Force Øst.

Enheden foretog de seneste anholdelser tirsdag på Lolland, Nordvestsjælland og i København.

Fem af de seks anholdte stilles onsdag klokken 10.30 for en dommer i Københavns Byret, hvor de kræves fængslet.

En sjette - en kvinde - er efter endt afhøring blevet løsladt, men er fortsat sigtet, oplyser Knud Hvass.

Under tirsdagens anholdelser foretog politiet flere ransagninger og beslaglagde 30 kilo hash, og hvad politiet betegner som "andet materiale af betydning for sagen".

Under de første 13 anholdelser i lørdags beslaglagde politiet 375 kilo hash.

Knud Hvass vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser, og han understreger, at politiet står over for et meget stort efterforskningsarbejde.

De anholdte sigtes alle for indsmugling og handel med euforiserende stoffer. Knud Hvass ønsker ikke at gå i detaljer med sigtelserne mod hver enkelt af de nu 19 sigtede personer.

- Men langt hovedparten af dem er sigtet for de 1,4 ton hash, siger han.

Han ønsker heller ikke at gå i detaljer om den personkreds, de anholdte færdes i. Men han understreger, at der ikke er tale om medlemmer af en etableret rockerklub.

- Det er ikke deciderede bandemedlemmer, siger han.

Han ønsker heller ikke at fortælle, hvordan politiet kom på sporet af sagen, eller hvorfra og hvordan de store mængder hash er blevet smuglet ind i Danmark.

- Men hash kommer typisk fra Marokko, siger han.

Hashen var ifølge politiet ikke blot tiltænkt det københavnske hashmarked men "flere steder i landet".

Under onsdagens grundlovsforhør vil politiet begære, at retsmødet holdes for lukkede døre.

/ritzau/