Seks chefer i SKAT risikerer at miste jobbet

Ifølge DR Nyheders oplysninger er der blandt andet tale om de chefer, der har været ansvarlig for håndteringen af sagen mod erhvervsmanden Jesper Kasi Nielsen og den tidligere kommunalt ansatte Susanne Damsgaard.

De seks chefer er ifølge DR Nyheder alle blevet bedt om at aflevere en redegørelse for deres handlinger til Kammeradvokaten, der netop nu er i færd med at vurdere, om der er basis for at rejse tjenestemandssager mod de pågældende.

Ifølge skatteadvokat Torben Bagge fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen er der tale om et usædvanligt skridt.

»Jeg kan ikke umiddelbart huske en situation, hvor SKAT har bedt seks af sine chefer vurdere, om de selv ellers deres medarbejdere har begået tjenestemæssige forseelser,« siger han til DR Nyheder.

Torben Bagge mener dog, at det juridiske skridt er helt på sin plads.

»Det er både et naturligt og nødvendigt skridt i betragtning af den alvorlige kritik, som blev rejst af SKATs retssikkerhedschef,« siger han.

Flere medier har de seneste måneder afdækket forskellige tilfælde af embedsmisbrug, hvor ansatte i SKAT tilsyneladende har handlet i strid med loven.

Det fik i april skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at kræve en redegørelse for hensynet til borgernes retssikkerhed i SKAT.

Den redegørelse kom i juni og fører nu altså til, at seks chefer i SKAT skal redegøre for sagsbehandlingen i en række sager.

I Susanne Damsgaards tilfælde er der tale om en sag, hvor SKAT er under anklage for at have brudt sin tavshedspligt ved at henvende sig til Susanne Damsgaards tidligere arbejdsgiver, Ishøj Kommune, og oplyse om sigtelserne mod hende.

Henvendelsen førte til, at hun blev fyret. De alvorlige anklager mod Susanne Damsgaard er i dag frafaldet.

Dagens Gossip

Dagens TV