Seks mænd dømt for 75 tricktyverier: Samlet syv års fængsel

Retten i Aarhus. Foto: Per Johansen.

Seks mænd er ved retten i Aarhus blevet idømt samlet syv års fængsel for mere end 75 tricktyverier, oplyser Østjyllands Politi.

De seks mænd er i alderen fra 29-48 år, og de kommer fra det vestlige Aarhus.

De mange tricktyverier er begået i Jylland og på Fyn, hvor de er sluppet afsted med cigaretter og klippekort til en samlet værdi af næsten en million kroner.

Fremgangsmåden har været den samme ved alle de tricktyverier den seks mand store gruppe har stået bag i en to-årig periode fra 2010 til januar 2012.

I en gruppe på tre til fem mand har de besøgt tankstationer og kiosker over hele Jylland og Fyn. Her har nogle sørget for at lokke ekspedienten væk fra kassen, eller distrahere vedkommende, mens de andre har tømt butikken eller lageret for primært cigaretkartoner og klippekort.

Det er hver gang lykkedes tricktyvene at slippe afsted med varer til en værdi af mellem 3.000 og 93.000 kroner.

Tricktyvene blev fældet, da en politiansat på Østjyllands Politis lokalstation i Aarhus Vest sidste forår begyndte at ane et mønster i de overvågningsbilleder, han jævnligt kigger igennem.

Han begyndte at samle sager fra hele Jylland og Fyn, og genkendte flere personer med relation til Aarhus Vest.

Det førte i juni sidste år til anholdelse af i alt seks mænd fra det vestlige Aarhus, der alle er i familie med hinanden. De fleste af dem er danske statsborgere med kurdiske rødder, men er opvokset i Mellemøsten.

- Der er tale om virkelig godt politiarbejde, for de her sager er så svære at efterforske, når gerningsmændene flytter sig så meget rundt mellem politikredsene. Det har været altafgørende, at vi har nogle folk siddende i Aarhus Vest med så godt lokalkendskab, siger senioranklager ved Østjyllands Politi, Charles Conrad.

Retten i Aarhus har nu afsagt dom over de seks mænd. Og det er hårde domme set i lyset af, at der for de flestes vedkommende kun er tale om butikstyveri.

  • En af tricktyvene er blevet idømt en behandlingsdom der løber i fem år.
  • En anden, der er hollandsk statsborger, har fået ni måneder og udvisning af Danmark.
  • To andre har fået et år og ni måneder.
  • Den sidste har fået den hårdeste dom, der lød på to år og tre måneder. Her var det en skærpende omstændighed, at han i et af tilfældene truede ekspedienten og derfor blev dømt for røveri.

- Retten har lagt vægt på, at tyverierne har været aldeles velorganiserede og systematisk planlagt, og at de er udført i fællesskab af professionelle. Det har også været en skærpende faktor, at der har været tale om tricktyverier, siger senioranklager Charles Conrad, der har flere lignende sager undervejs, med personer der har relation til de dømte.

Dagens Gossip

Dagens TV