Seks personer anholdt: Mand i livsfare efter knivstikkeri

Sydøstjyllands Politi har anholdt seks personer i forbindelse med et knivstikkeri i et hus i Ølholm knap 20 kilometer nord for Vejle natten til søndag. Ofret kæmper i øjeblikket for sit liv på Regionshospitalet Horsens.

»Da vi bliver sendt ud til stedet klokken 2.47, finder vi en mand i 30erne med en kniv i maven, og hans tilstand er stadig meget kritisk,« fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet ved endnu ikke, hvor mange gange manden er blevet stukket, om han kendte sine overfaldsmænd eller i hvis hus, knivstikkeriet fandt sted.

»Han (ofret, red.) har ikke kunnet sige noget endnu, og de anholdte siger heller ikke så meget. Vi kan derfor heller ikke være sikre på, at gerningsmanden rent faktisk er blandt de anholdte,« fortæller vagtchefen.

Dagens Gossip