Seks personer anholdt for omfattende skattesvig

Skrevet af Elo Christoffersen

23/10/2012

Dagens topnyheder

 

Politiets særlige bandeenhed Task Force Øst har i dag anholdt seks personer i en sag vedrørende groft skattesvig. Anholdelserne og aktionen i dag er sket i tæt samarbejde med Københavns politi, Københavns Vestegns Politi og Skat. Der er under aktionen foreløbig beslaglagt papirer samt et større kontant beløb.

Anholdelserne er sket efter længere tids efterforskning. Hovedmændene sigtes for, som indehavere af virksomheden Back Up Vest APS i Rødovre, i forening, i perioden fra den 10. juni 2011 til den 23. oktober 2012 at have unddraget det offentlige moms, kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag for et beløb på mindst 25 millioner kroner.

Tre mænd på henholdsvis 42, 46 og 51 år vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup. Der vil af hensyn til sagens videre efterforskning blive begæret dørlukning.

Politiet betragter sagen som grov og meget organiseret, både med baggrund i beløbet samt med baggrund i politiets antagelse om, at op mod 100 medarbejdere har arbejdet sort i firmaet. De anholdte har ikke direkte tilknytning til rockermiljøet, men der ses i sagen forbindelser til rockermiljøet.