Seks rockere idømt 15 års fængsel for hash-smugling

Skrevet af Ann Katrine Warren

02/03/2013

Dagens topnyheder

Københavns Byret har afsagt dom i en større sag om indsmugling af i alt 250 kilo hash fra Danmark til Sverige og Norge. Bagmanden, en 45-årig mand fra Københavnsområdet, fik fem års fængsel, mens de øvrige fem involverede fik i alt 10,5 års fængsel. Det oplyser Københavns Politi.

Dommene fordeler sig som følger:

45-årig bagmand idømt 5 års fængsel

41-årig mand blev idømt 3 års fængsel

40-årig mand blev idømt 2 års fængsel

26-årig mand blev idømt 2 års fængsel

41-årig mand blev idømt 2 års fængsel

20-årig mand idømt 1½ års fængsel

Der blev endvidere konfiskeret halvanden million norske kroner. Derudover er to personer idømt i alt 8,5 års fængsel i Sverige, ligesom fire personer er idømt i alt cirka 13 års fængsel i Norge.

De dømte har relationer til Hells Angels, der også var repræsenteret på tilhørerpladserne under retssagen.

Bagmanden, den 41-årige, og den 40-årige blev fortsat varetægtfængslet, mens anklager Andreas Kjærulff løslod de tre sidstnævnte, der havde siddet varetægtsfængslet i mere end 1 år.

Sagskomplekset er efterforsket af politiet særlige bandeendhed Task Force Øst, og er en udløber af et tidligere sagskompleks mod blandt andet to Hells Angels medlemmer, der blev dømt for indsmugling af i alt 960 kilo hash.