Seksualundervisning sender aborttallet ned

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

Folkeskolerne har skruet op for seksualundervisningen, og det kan være en af forklaringerne på, at antallet af provokerede aborter falder.

- Der er ingen tvivl om, at skolernes seksualundervisning er blevet bedre. De senere år har vi oplevet, at timetallet er gået op, og at undervisningen i det hele taget er blevet mindre tilfældig, siger generalsekretær i Sex og Samfund Bjarne B. Christensen.

Han henviser til, at der i år eksempelvis var 280.000 elever i folkeskolen, som var tilmeldt Sex og Samfund Uge Sex, som havde fokus på at sætte grænser, men som også informerer om sikker sex og prævention.

Det er foreløbige tal fra Statens Serum Institut, der viser, at der i 2013 blev foretaget 15.073 aborter i Danmark. Det er 1663 færre end i 2009, da instituttet begyndte registreringen.

Faldet er sket i alle aldersgrupper, men er især markant blandt kvinder mellem 15 og 19 år. I den gruppe er antallet pr. 100.000 kvinder reduceret med en femtedel siden 2009.

- Det er især positivt, at det er lykkedes at nedbringe antallet af aborter blandt de helt unge kvinder, fordi netop den gruppe i en årrække har tegnet sig for en svag stigning, siger Bjarne B. Christensen.

Han peger også på, at nyere præventionsformer som p-stave og p-plastre kan medvirke til den positive udvikling. Midler som langt flere burde få glæde af.

- Der er desværre stadig ikke tilstrækkeligt kendskab til den type prævention, som ellers kunne medvirke til et yderligere fald, siger Bjarne B. Christensen.

Han mener desuden, at seksualundervisning på gymnasier og andre ungdomsuddannelser skulle være obligatorisk, ligesom den er i folkeskolen.

- Her har vi et hul i forebyggelsen, og det er uheldigt, fordi det netop er fra 16-års alderen, at mange bliver seksuelt aktive, siger Bjarne B. Christensen.

- Samtidig ved vi, at de unge i den aldersgruppe efterlyser mere viden, siger han.

Antallet af provokerede aborter toppede i 1975 med 27.884. Siden har der været et jævnt fald.

/ritzau/