Seksuel revolution: Ældre er vilde med potensmidler og datingsider

Hvem siger, det skal være gråt og trist at blive gammel? Flere ældre gør i hvert fald deres for at leve livet fuldt ud. Særlig kærlighedslivet bliver boostet af den nye generation af ældre.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Statens Serum Institut er salget af potensmidler de seneste seks år steget med henholdsvis 25 og 31 procent for de to ældste grupper af mænd - de 65-79-årige og dem over 80 år.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Oven i det kommer, at flere ældre lader sig skille og gifte igen. Alene i de sidste 10 år har dobbelt så mange danskere over 60 år indgået ægteskab eller blevet skilt.

Og endelig er netdating for ældre slået godt igennem. Senior-date.dk melder om 68.000 medlemmer, mens senior-contact.dk har 34.000 brugere. 

LÆS OGSÅ: Ældre danskere bliver skilt som aldrig før

- Den nye generation af pensionister har et helt andet forhold til sex, kærlighed og parforhold end alle tidligere pensionistgenerationer, for det er de såkaldte 68’ere, der nu er ved at blive gamle. De har levet et udadvendt seksuelt liv og har været vant til at få deres vilje, og de vil selvfølgelig ikke finde sig i, at den del af livet lukkes ned, siger Christian Graugaard, som er læge og sexologiprofessor på Aalborg Universitet, til Jyllands-Posten.

Årsagen til udviklingen er, ifølge Ældresagen, et spørgsmål om, at danskerne er raske og aktive i flere år end tidligere.

- Vi taler om en stærk, ny generation af ældre, som har været en del af den seksuelle frigørelse, og som fortsat er opsat på at få det bedste ud af livet. Man vil ikke lade sig bremse af rejsningsproblemer og tørre slimhinder, men tyr til potensmidler og hormoncremer, og man gør sig lækker på trods af deller og rynker,« siger chefkonsulent Margrethe Kähler, Ældresagen til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip