Sekterisk vold dræber 46 personer i Irak

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Selvmordsbomber og andre angreb har onsdag kostet 27 mennesker livet i Irak, mens myndighederne har fundet ligene af 19 andre, der er blevet skudt og dræbt i Bagdad. Scenerne minder i uhyggelig grad om landets grusomme sekteriske krig.

Den seneste eksplosion i vold, der finder sted få måneder inden et skelsættende valg, betyder, at antallet af dræbte i år er nået op over 6000, hvilket er den værste bølge af blodsudgydelser siden 2008.

Selv om der ikke er nogen, der har påtaget sig skylden for mange af urolighederne, så er myndighederne bekymret for en opblomstring af al-Qaeda, opildnet af borgerkrigen, der raser i nabolandet Syrien.

De fleste voldshandlinger har ramt Bagdad og sunniarabiske områder i de nordlige og vestlige egne af Irak, som har stået for hovedparten af den månedlange stigning i blodsudgydelser.

Det lykkedes fire selvmordsbombere at udløse deres sprængstoffer onsdag, men blodbadet kunne have været meget værre, hvis ikke sikkerhedsstyrkerne havde skudt og dræbt adskillige potentielle selvmordsbombere.

Samtidig fandt politiet i to forskellige områder af hovedstaden ligene af 14 mænd, alle i 20'erne og 30'erne, og alle dræbt af skud, oplyser myndighederne.

Otte af ligene havde bind for øjnene, da de blev fundet i det overvejende sunnimuslimske Dura-kvarter, mens seks andre var blevet kastet i en kanal i det fortrinsvis shiamuslimske Shuala-kvarter.

I det nordlige distrikt Hurriyah var en familie på fem, tre mænd og to kvinder, blevet skudt og dræbt i deres hjem i et angreb før daggry.

På toppen af de sekteriske kampe udfører sunnimuslimske og shiamuslimske militsfolk jævnligt gengældelsesbortførelser og henrettelser, mens de efterlader adskillige lig flydende i gaderne, mange af dem bagbundne med bind for øjnene og tegn på tortur.

Skyderier, bombeangreb og mortérild i forskellige andre dele af hovedstaden har onsdag kostet andre fem livet. Ydermere er adskillige blevet dræbt ved voldelige episoder rundt i landet.

/ritzau/AFP