Sekulære står til at blive valgvindere i Tunesien

Skrevet af admin

27/10/2014

Dagens topnyheder

Tunesiens sekulære parti Nidaa Tounes har ved søndagens parlamentsvalg vundet 80 pladser ud af parlamentets 217, mens det moderate islamiske parti Ennahda kan sætte sig på 67 pladser.

Det viser en foreløbig optælling af valgresultatet søndag, oplyser en partikilde ifølge Reuters.

Valgmyndighederne i landet forventes at offentliggøre det officielle resultat mandag.

Viser de foreløbige resultater sig at holde stik, vil det være et tilbageslag for Ennahda, der vandt de fleste pladser ved det første frie valg i Tunesien i 2011 efter den mangeårige leder Zine el-Abidine Ben Alis fald.

Det var ventet, at de to partier ville blive de største ved søndagens valg, men ingen af de store partier kan formentlig mønstre et flertal alene.

Derimod må de søge samarbejde med et eller flere af godt 100 partier, der stillede op ved valget.

Nidaa Tounes afviser ethvert samarbejde med Ennahda.

Tunesien regnes som det mest sekulære land i den arabiske verden.

Det arabiske forår startede i Tunesien, og det er det eneste land i den arabiske verden, der stadig forfølger en demokratisk vej efter omvæltningerne.

/ritzau/Reuters