Selskab krævede betaling for bilvurderinger uden forbrugere vidste det

”Hvor meget er din bil værd?” ”Bestil en vurdering START HER!”

Sådan stod der på bilvurderingssiderne www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com. I det øjeblik forbrugeren havde udfyldt ganske få felter og klikket på ”start”, var der indgået en aftale om at købe en bilvurdering til 399 kroner. Det fremgik kun med småt andet sted på siden.

Forbrugerombudsmanden har siden foråret 2012 modtaget omkring 500 skriftlige klager samt et stort antal telefoniske henvendelser omkring de fem bilvurderingssider.

Generelt klager forbrugerne over, at de uden at vide det har bestilt en bilvurdering, og at de efterfølgende ikke har kunnet fortryde deres køb. De har også modtaget rykkere, selvom de har klaget til selskabet og nægtet at betale for bilvurderingen.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at HBF Nordic OÜ, der opkræver penge for bilvurderingssiderne, har overtrådt reglerne om god markedsføringsskik, herunder også reglerne om aftaleindgåelse og fortrydelsesret.

Sagen vedrører bilvurderinger, der er ”bestilt” på de fem bilvurderingssider i perioden fra 24. november 2011 til 13. maj 2013.

HBF Nordic OÜ har tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at det vil sætte opkrævningerne i bero fra den 24. oktober i år. Forbrugere, der efter den 24. oktober har modtaget rykkere fra selskabet, opfordres til at kontakte Forbrugerombudsmanden.

Dagens Gossip