Selskaber betaler flere milliarder i skat i Danmark

Staten tjente mere på selskabsskatten sidste år end året før. I 2012 fik statskassen næsten 50 milliarder kroner ind fra selskaber, der har aktiviteter i Danmark. Det er ni milliarder kroner mere end i 2011, oplyser Skatteministeriet.

I samme periode er der kommet flere selskaber, der betaler dansk selskabsskat. Fra 2011 til 2012 er andelen vokset fra 32 procent til omkring 36 procent. Men det er dog fortsat kun godt hvert tredje selskab, der betaler selskabsskat i Danmark.

Også skatteindbetalingerne fra de multinationale koncerner er steget. Sidste år smed de for omkring 29 milliarder kroner selskabsskat i statskassen. Det er en stigning på fire milliarder kroner i forhold til 2011.

- Selskabernes skatteindbetalinger kan variere relativt meget fra år til år. Et selskab kan i et enkelt år have en selskabsskattebetaling på nul og året efter betale skat, oplyser ministeriet.

Skattepolitisk chef i DI Jacob Bræstrup kvitterer for, at Skatteministeriet i år har bestræbt sig på at gøre det klart, at der intet mistænkeligt er ved at være et såkaldt nul-skatteselskab, altså et selskab, der ikke betaler selskabsskat et givent år.

- Der kan være mange gode - endda samfundsgavnlige - årsager til, at en virksomhed ikke betaler selskabsskat, for eksempel at virksomheden har meget høje fradragsberettigede investeringer, siger han.

Samlet betaler 57.852 selskaber skat i Danmark. Men under 10 af dem tegner sig for omkring 35 procent af det samlede selskabsskatteprovenu. De 10 betalte mere end en milliard kroner hver i selskabsskat i 2012.

46 selskaber betaler mere end 100 millioner kroner i skat. Og den gruppe har indbetalt over halvdelen af det samlede provenu fra selskabsskatter i Danmark, viser tallene.

Størstedelen af de danske skattebetalende selskaber betaler under en million kroner i skat. Og at skatteindbetalingen befinder sig i det leje for 54.428 selskaber viser tydeligt, at dansk erhvervsliv især består af små og mellemstore virksomheder.

/ritzau/

Dagens Gossip