Selskabernes skattebetaling er steget i 2012

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Krisen ser ud til at have sluppet sit tag i de fleste danske virksomheder, i hvert fald hvis man ser på deres skattebetalinger.

I 2012 betalte selskaberne otte milliarder kroner mere ind i selskabsskat. Det samlede provenu fra selskabsskatten indbragte statskassen 48,2 milliarder kroner, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 20 procent i forhold til året før.

Provenuet for selskabsskatten er dermed på det højeste niveau, siden den økonomiske krise begyndte. Aktieselskaberne står for 60 procent af skatteprovenuet.

I 2012 havde Danmark 222.089 registrerede selskaber, men det var ikke dem alle, der betalte skat. Det var kun 58.654, svarende til 26 procent, der havde en positiv skattepligtig indkomst og derfor skulle betale selskabsskat. I 2011 var andelen af de skattebetalende selskaber på 24 procent.

Tilbage i 2005, før krisen satte ind, var andelen af skattebetalende selskaber på 37 procent.

/ritzau/