Selv de mindste surfer med på digitaliseringsbølgen

Skrevet af admin

17/02/2014

Dagens topnyheder

Ni ud af 10 børn under syv år bruger digitale medier som tablets eller smartphones hjemme. Hele 78 procent af børnene under tre år er digitale.

Det viser en undersøgelse fra YouGov for Momentum, der er Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev.

Ifølge Stine Liv Johansen, adjunkt og forsker i børns leg med digitale medier ved Aarhus Universitet, har udviklingen for alvor taget fart med tablets, som gør det nemmere og mere intuitivt for mindre børn at bruge digitale medier.

Tablets er klart det mest brugte af de fire medier, der er spurgt til. 76 procent bruger tablet, mens 50 procent bruger smartphone, 40 procent computer og 33 procent spilkonsol.

- De digitale medier kan fungere som legeredskaber i sig selv. Der er sket en fuldstændig eksplosiv udvikling de seneste tre år. Der er ingen tvivl om, at digitale medier i dag er en uomgængelig forudsætning for børns leg, siger hun til Momentum.

Ifølge undersøgelsen benytter børn især de digitale medier til underholdningsspil og til film. Men 76 procent af de ad­spurgte forældre svarer, at deres barn også bruger digitale medier til læringsspil. Selv blandt de mindste børn i alderen nul til to år benytter 69 procent læringsspil.

Ifølge videncenterleder Thomas Illum Hansen fra forskningscen­tret Læremiddel.dk kan lærings­spil være udmærkede, men forældrene skal ikke forvente mirakler af dem i forhold til deres børns læring.

Knap halvdelen af de adspurgte forældre sætter tidsgrænser for børnenes brug af digitale medier, mens 34 procent har regler for, hvad børnene må bruge de digitale medier til. Ifølge Stine Liv Johansen skal forældre være opmærksomme på at sætte grænser, men hun advarer for eksempel mod en kort tidsbegrænsning.

- Det med, at man maksimalt må spille x antal minutter er den sikre vej til dumme spil. Hvis man vil spille noget, som virkelig batter og udvikler gode legerelationer og samarbejdsrelationer, så tager det tid. Så hellere vælge nogle færre dage, hvor de kan få lov at fordybe sig i det, siger hun.

/ritzau/