Selv manageren keder sig i United

Skrevet af admin

12/01/2016

Dagens topnyheder

Forventningerne til den engelske fodboldklub Manchester United er altid enorme. For tiden har storklubbens spillere imidlertid svært ved at indfri dem.

Nu erkender selv manager Louis van Gaal, at holdet til tider spiller så kedeligt, at også han keder sig.

Det siger han til engelske medier forud for tirsdag aftens Premier League-kamp ude mod Newcastle.

- Der har været kampe, jeg har nydt, og der er kampe, hvor jeg keder mig meget eller er vred, fordi vi ikke får flyttet rundt på modstandernes forsvar. Men sådan er fodbold, siger Louis van Gaal ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manchester United er nummer fem i Premier League med kun ni sejre i 20 kampe. Holdet er blevet kritiseret for at spille kedeligt.

Louis van Gaal afviser dog, at hans fodboldfilosofi handler mere om forsvar end om angreb.

- Ved I hvad. Jeg er ikke mere optaget af forsvar end af angreb. I øjeblikket savner vi kreativitet, og det kan man se. Men spillerne har spillet flot før, så de kan godt, siger han til reporterne.

På mandagens pressemøde ville flere vide, om han måske havde brug for at vise mere passion og følelser på sidelinjen, hvor han kun meget sjældent bevæger sig ud.

Uniteds legendariske manager gennem en lang årrække, Alex Ferguson, stod ofte og dirigerede med spillerne.

- Som I ved, er jeg ikke Sir Alex. Alle er forskellige, og jeg tror ikke på det med at råbe fra sidelinjen. Jeg tror på kommunikation i ugens løb gennem forberedelsen. Og jeg stoler på, at spillerne ved, hvordan de skal præstere, siger han.

Tirsdagens modstander i Premier League, Newcastle, ligger nummer 18 og under nedrykningsstregen i ligaen.

/ritzau/