Selvbetjening på nettet hitter

I dag benytter i gennemsnit syv ud af ti danskere sig af kommunernes selvbetjeningsmuligheder på internettet frem for at stille sig i kø ved borgerservice. Det gælder blandt andet, når der skal anmeldes flytning eller bestilles nyt sygesikringskort.

»Danskerne er i stigende grad digitale. Stort set alle har adgang til nettet, og mange af vores daglige gøremål både i fritiden og på arbejdet sker i dag online,« siger borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S), der er formand for KLs Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

I december 2012 blev det obligatorisk at anvende selvbetjening på en række områder, og fra 1. december 2013 vil det gælde endnu flere, oplyser Jacob Bundsgaard, der anerkender, at det naturligvis ikke er alle, der synes om at bruge internettet til sådanne opgaver.

»Der er stadigvæk nogen, der ikke er trygge ved at færdes på nettet, og de er selvfølgelig meget velkomne til at kontakte kommunernes Borgerservicecentre. Men det, vi siger, er, at dem, der kan, de skal,« siger Jacob Bundsgaard.

Ifølge professor ved Aalborg Universitet Kim Normann Andersen er én af de væsentlige argumenter ved at fremme digitaliseringen, at kommunen kan spare tid og penge på at betjene borgerne digitalt. Han tvivler dog på, hvor meget man reelt får ud af det.

»Vi må være ærlige at sige, at på de områder, som peges ud her, der går det rigtig godt. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke har noget at lave på borgerservice. Jeg tror, det er meget begrænset, hvor mange ressourcer man sparer,« siger Kim Normann Andersen.

De første offentlige hjemmesider blomstrede frem i midten af 1990erne, og i år 2000 dukkede de første selvbetjeningsmuligheder op. Men derefter gik udviklingen »mere eller mindre i stå«, forklarer Kim Normann Andersen.

»Vi skal ikke mange år tilbage, før man var håbløst bagud på det her område. Men særligt siden 2010, er man virkelig rykket et godt stykke. Der er tale om meget radikale forandringer i måden, vi kommunikerer på, og nogen grupper vil måske mene, det er gået lidt for stærkt,« siger han.

I alt 54 kommuner medvirkede i KLs undersøgelse. Det forventes, at i alt 80 kommuner vil deltage, når man til efteråret laver en lignende undersøgelse.

Dagens Gossip