Selvmål redder skuffende svenskere i EM-premiere

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Sverige undgik fiasko i EM-premieren mod Irland, men det holdt hårdt for Zlatan Ibrahimovic og holdkammeraterne at kæmpe sig til et 1-1-resultat mandag aften.

Et i store perioder skuffende svensk mandskab kan ikke tillade sig at være utilfreds med resultatet, og svenskerne måtte have hjælp af et irsk selvmål 20 minutter før tid for at redde det ene point i land på Stade de France i Paris.

Forude venter kampe mod puljens formodede bedste hold, Belgien og Italien, og det kræver formentlig en bedre indsats, hvis svenskerne skal have flere point ved EM.

Mod irerne var det svenske spil nemlig både for langsomt og for upræcist, og derfor kunne irerne uden at imponere spillemæssigt sætte sig på kampen i hele første halvleg.

De nervøse svenskere var heldige med ikke at være bagud ved pausen, efter at irerne flere gange havde været tæt på scoring.

Nærmest var Jeff Hendrick, der tordnede bolden på overliggeren bag Andreas Isaksson, som var kommet for langt ud af sit mål.

Det var åbenlyst, at landstræner Erik Hamrén måtte gøre noget i pausen, men uanset hvad den tidligere AaB-boss sagde til sine spillere, blev det forpurret af Wes Hoolahans flotte 1-0-scoring blot tre minutter efter sidebyttet.

Et indlæg fra Seamus Coleman i højre side faldt ned for fødderne af Norwich-spilleren, der med en perfekt halvflugter sendte irerne i front.

Bagud 0-1 havde svenskerne ikke længere noget at miste, og da var det, som om de endelig begyndte at løsne lidt op i de stive lemmer.

Irerne blev gradvist presset længere tilbage på banen, og da Zlatan Ibrahimovic knap 20 minutter før tid sendte et farligt indlæg på tværs af feltet, kom Ciaran Clark i alvorlige problemer.

Clark, der kæmper med Jores Okore om en stamplads i Aston Villas forsvar, blev presset hårdt, og i stedet for at ekspedere kuglen af vejen, tordnede han den med hovedet ind bag sin egen målmand.

Der blev ikke scoret mere i den tempofyldte, men noget rodede forestilling, og dermed åbner de to hold EM med at score et point hver.

/ritzau/