Selvmål sikrer Brøndby heldigt point mod AGF

Skrevet af admin

22/11/2015

Dagens topnyheder

Spillemæssigt må AGF-træner Morten Wieghorst have fulgt sit hold med tilfredshed søndag mod Brøndby, men det blev alligevel til pointdeling i Alka Superliga-kampen.

Efter et underholdende opgør med masser af chancer og AGF-dominans endte det 1-1 i Aarhus.

Brøndby skabte få, men store chancer, mens AGF kom frem til en del gode muligheder, som hjemmeholdet dog ikke formåede at omsætte i de første 45 minutter.

Derimod lykkedes det Brøndby at omsætte en af de få chancer - dog med stor hjælp fra et venligt stemt AGF-forsvar.

Først smed Elmar Bjarnason bolden væk på midten, hvilket gav Brøndby en kontra. På den blev Christian Jakobsen spillet fri i feltet, og hans lidt upræcise tværaflevering gled Jens Jønsson ind i eget mål.

Lidt af en bet for AGF, der var bedst på bolden og skabte flere gode tilbud selv, men skarpheden i feltet var ikke til stede.

Teemu Pukki havde en stor chance for Brøndby alene igennem kort inden scoringen, men han sendte en svag afslutning forbi mål.

Hjemmeholdet tog også den dominerende rolle efter pausen, hvor Brøndby havde meget svært ved at få etableret det pasningsspil, som træner Thomas Frank så gerne vil praktisere.

Efter 70 minutter kunne manglende AGF-skarphed ikke længere redde et vaklende Brøndby-hold.

Et tidligt taget frispark hen over Brøndbys backkæde blev løbet op af indskiftede Danny Olsen, og med et følt lob sendte han bolden ind over en sagesløs Frederik Rønnow til 1-1.

Kort efter var det ved at gå helt galt for Brøndby, da Rønnow måtte diske op med en stor redning på et hovedstød fra Stephan Petersen.

Brøndby kom lidt bedre med til sidst, og Rodolph Austin fik en kæmpe chance for at gøre det til 2-1 ti minutter før tid, da han fik frit hovedstød på et hjørnespark, men Steffen Rasmussen præsterede en flot redning på stregen.

AGF var også tæt på i slutminutterne et par gange, men det blev ved 1-1.

/ritzau/