Selvmål sikrer Tottenham og trængte Villas-Boas en sejr

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

Lørdag blev en god dag for Tottenhams unge portugisiske manager, André Villas-Boas, der er under pres i London-klubben.

Tottenham hentede en tiltrængt 2-1-sejr ude over Sunderland efter at have været bagud 0-1 undervejs.

For selv om Tottenhams fans og klubbens ledelse næppe forlanger et mesterskab, før de jubler, så er forventningen, at Tottenham skal blande sig i kampen om de europæiske billetter - og gerne i kampen om dem, der giver adgang til Champions League.

Sejren var den anden i træk ovenpå en godkendt 2-2-kamp ude mod Manchester United og dermed lidt tiltrængt medvind for Villas-Boas efter først hjemmebanenederlaget til Newcastle og siden den enorme lussing på 0-6 til Manchester City tidligere i november.

Uden for banen støtter Christian Eriksen sin manager. Danskeren er på vej tilbage efter sin skade - men var ikke med mod Sunderland, og derfor måtte holdkammeraterne sørge for støtten til manageren på banen.

Og det gjorde de så.

Sunderland kom ellers bedst fra land. Adam Johnson gjorde det til 1-0 efter 37 minutter, men få minutter senere fik Tottenham udlignet ved Paulinho.

Og kort inde i anden halvleg fik Tottenham så en gave af hjemmeholdets John O'Shea, der afgjorde kampen til Tottenhams fordel med et selvmål.

Tottenham var flere gange få centimeter fra at slå sejren helt fast, men i slutfasen pressede Sunderland godt på og var tæt på en udligning.

Indskiftede Fabio Borini havde en rigtig stor chance midt for mål, men han formåede ikke at ødelægge dagen for Villas-Boas.

/ritzau/