Selvmordsangreb ryster Kabuls ambassadekvarter

Skrevet af admin

26/02/2015

Mest læste i dag

En selvmordsbomber kørte torsdag morgen en lastbil læsset med sprængstof ind i et Nato-køretøj i den afghanske hovedstad, Kabul. Mindst en person, en tyrkisk soldat, blev dræbt ved eksplosionen.

Det skete midt i byens stærkt bevogtede diplomatiske kvarter tæt på ambassaderne for Tyskland, Iran og Tyrkiet.

- Et bilbombeangreb er blevet udført mod en bil med sikkerhedsfolk for den tyrkiske diplomat Ismail Aramaz, oplyser det tyrkiske forsvar i en erklæring.

Taliban var hurtig til at tage skylden for angrebet, men den militante islamistiske organisation fumlede med opgaven og forvekslede den tyrkiske bilkolonne med en amerikansk.

Det erkendte Taliban på Twitter og lod forstå, at det ikke havde til hensigt at dræbte nogle tyrkere.

- Formålet med dagens angreb i Kabul var en kolonne med amerikanske soldater. Ambassaden eller noget andet lands borgere var ikke målet, skriver Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, i et tweet.

Nyhedsbureauet AFP citerer afghansk politi for at oplyse, at også en afghaner, der tilfældigt befandt sig på stedet, blev dræbt ved selvmordsangrebet.

En 17-årig dreng var vidne til eksplosionen, og han fortæller:

- Selvmordsbomberen befandt sig i en Toyota sedan, han sprængte sig selv i luften med et ordentligt brag. Kort efter eksplosionen var der sort røg overalt.

Den danske ambassade ligger også i Kabuls diplomatkvarter, men et stykke fra stedet, hvor angrebet blev udført.

Udenrigsministeriet havde ikke torsdag morgen nogen oplysninger om, at danskere skulle være påvirket af eksplosionen.

/ritzau/Reuters