Selvmordsbande angriber politibase

En gruppe på syv selvmordsbombere har tirsdag slået til mod en politibase i byen Jalalabad, der ligger i det østlige Afghanistan.

Fem betjente meldes dræbt i selvmordsangrebet.

- Den første (selvmordsbomber, red.) detonerede en bilbombe, fortæller polititalsmand Hazrat Hussain Mashriqiwal.

- To andre trængte ind i basen og sprængte sig selv i luften, og de fire resterende blev skudt og dræbt af politiets ild, tilføjer han.

Militante oprørere fra Taliban har taget skylden for angrebet, som kommer dagen efter, at USA's udenrigsminister, John Kerry, landede i Afghanistan på et uannonceret lynbesøg.

Blandt andet for at mødes med præsident Hamid Karzai.

USA og Nato arbejder på at stabilisere det krigsramte land, inden Natos kampsoldater efter planen trækkes ud af Afghanistan i slutningen af 2014.

Karzai-regeringen forsøger at indlede forhandlinger med Taliban-militsen, der stadig huserer i landet efter 12 års krig.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip