Selvmordsbørn selv meget udsatte

Risikoen for, at unge mennesker forsøger at tage deres eget liv stiger, hvis forældrene har været ude i selvmordsforsøg eller er blevet ramt af psykisk sygdom.

Særligt de to første år efter forældrenes selvmordsforsøg eller psykiske sygdom er de unge i farezonen.

Det viser en ny undersøgelse blandt mere end 15.000 teenagere og unge voksne fra Københavns Universitet og Karolinska Institutet i Sverige. Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOs One.

- I vores undersøgelse stak det tydeligt ud, at unge mennesker- særligt teenagere - har den højeste risiko for selvmordsforsøg relativt hurtigt inden for to år, efter at deres forældre - især moderen - har forsøgt at tage deres eget liv, siger forsker Theis Lange.

Han er forsker fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

- Det betyder, at man i sundhedssystemet skal være klar over, at børn af personer, der forsøger at begå selvmord eller bliver ramt af psykisk sygdom, er i særlig risiko for selvmord, siger Theis Lange.

Mens selvmordshyppigheden generelt er faldet gennem de senere år i Danmark, er det samme ikke tilfældet for selvmord blandt unge.

I både Danmark og andre europæiske lande er antallet af teenagere og unge voksne, der forsøger at tage deres liv, steget markant. Derfor er behovet for viden på området også stort.

Man har længe vidst, at der er sammenhæng mellem unges selvmordsforsøg og forældrenes selvmordsforsøg, død eller udbrud af psykisk sygdom.

Men med den nye undersøgelse klarlægger forskere fra Karolinska Institutet i Sverige og Københavns Universitet den tidsmæssige sammenhæng.

Baseret på mange tusinde selvmordsforsøg har forskerne undersøgt, hvilke begivenheder, der gik igen i årene op til selvmordsforsøget hos teenagere og unge voksne.

På den måde har de identificeret en række tegn, der kan tjene som tidlige advarsler for selvmordsrisiko.

Studierne af de mange selvmordsforsøg har desuden vist, at især døtre har en øget risiko for at kaste sig ud i selvmordsforsøg, efter morens hospitalsindlæggelse på grund af psykisk sygdom.

Risikoen for selvmordsforsøg, relateret til forældrenes hospitalsindlæggelse på grund af psykisk sygdom, var størst i løbet af ungdomsårene for både piger og drenge, og faldt derefter støt med alderen.

- Undersøgelsen viser, at unge - især teenagere - har brug for støtte i tiden efter deres forældres hospitalsindlæggelse på grund af psykisk sygdom og selvmordsadfærd for at forhindre selvmordsforsøg hos de unge selv.

- Derfor er et effektivt samarbejde, især mellem voksen- og børne- og ungdomspsykiatri af stor betydning, siger Ellenor Mittendorfer-Rutz, adjunkt ved Institut for Klinisk Neurovidenskab, Karolinska Institutet, der stod i spidsen for undersøgelsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip