To selvmordsbomber dræber 22 i Nigeria

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Mindst 22 mennesker er dræbt efter to selvmordsbomber ved en moské i det nordøstlige Nigeria.

Præsident Muhammadu Buhari fordømmer angrebet, der skaber frygt omkring sikkerheden.

To kvinder forklædt som mænd stod bag angrebet, der fandt sted i Maiduguri. Den militante islamistiske gruppe Boko Haram har adskillige gange tidligere angrebet dette område, som senest blev angrebet den 27. december, da 22 mennesker blev dræbt og 91 blev såret under en serie af granatangreb og selvmordsbomber.

De seneste måneder har dog været relativt fredelige på grund af militærets massive tilstedeværelse og modoffensiv.

Præsidenten, som i december erklærede militsen "teknisk" besejret, siger, at han er "forfærdet over bombeangrebene på uskyldige tilbedere."

- Dette angreb er endnu et tegn på, at Boko Haram er en tankeløs og gudløs gruppe, der på ingen måder repræsenterer islam, skriver han på Twitter.

Boko Haram har erklæret troskab til Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Angrebet er det andet angreb i det nordøstlige Nigeria denne måned og kom efter fire angreb og selvmordsbomber i februar og otte i januar - markant færre i forhold til sidste år.

Den islamistiske gruppe Boko Haram greb til våben i 2009 for at nå sit mål om et kalifat i en del af Nigeria.

Siden da menes Boko Haram at have dræbt omkring 17.000 mennesker og drevet millioner på flugt. Mange mennesker er dræbt under gruppens angreb på skoler, kristne kirker og markedspladser.

Nigeria er Afrikas folkerigeste stat med omkring 185 millioner indbyggere, der er fordelt i mange klaner, stammer og forskellige etniske grupper. Kristne og muslimer udgør hver knap 50 procent af befolkningen. Resten tilhører lokale trosretninger.

/ritzau/