Selvmordsbomber dræber 30 bedende ved Bagdad

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

På en af årets helligste dage for shiamuslimer har mindst 30 mennesker mistet livet, da en selvmordsbomber torsdag angreb i Irak.

Flere end 60 blev såret ved samme episode.

Angrebet skete i det shiitisk dominerede Saadiyah-kvarter i Diyala-provinsen nordøst for hovedstaden Bagdad.

Der var ellers høj sikkerhed omkring afviklingen af Ashura-festivalen, der tidligere har været anledning til militante sunnimuslimers angreb.

Tidligere torsdag detonerede en anden bombe i Hafriyah-området syd for Bagdad i et angreb, der kostede ni mennesker livet.

Bomber i den nordirakiske by Kirkuk sårede fem mennesker, oplyser myndighederne.

Millioner af shiitter var torsdag samlet til højdepunktet under Ashura-festivalen, der markerer drabet på Hussein, der var barnebarn af profeten Muhammed.

/ritzau/AFP