Selvmordsbomber dræber 40 under begravelse i Irak

Eksplosionen fik loftet i moskéen i Mussayab, der ligger 60 kilometer syd for Bagdad, til at falde sammen, og ifølge politiet ligger der fortsat lig under murbrokkerne.

Yderligere 50 personer blev såret under angrebet.

Det står endnu ikke klart, hvem der står bag selvmordsangrebet, der er det seneste i en bølge af angreb rettet mod sunni- og shiamuslimske bedesteder, især under begravelser.

De sekteriske spændinger i Irak er vokset i takt med borgerkrigen i nabolandet Syrien, hvor hovedsageligt sunnimuslimske oprørere kæmper for at vælte præsident Bashar al-Assad.

Ifølge overvågningsorganisationen Irak Body Count er flere end 6.000 mennesker i Irak blevet dræbt i voldshandlinger siden starten af året.

BNB/Reuters

Dagens Gossip